5% til jorden

Sammen hjælper vi dem, der hjælper vores verden!

Når du handler hos os på Mulaku.dk, er du med til at give en håndsrækning til nogle af de mennesker, der kæmper for en grønnere jord. Den jord som vi allesammen kalder vores hjem, og som vi skal passe på og bevare til kommende generationer.

Vi har lavet aftaler med en række organisationer, som deler vores værdier og vision om fremtiden. De har alle et fokus på en grønnere og mere bæredygtig fremtid. Og på hver deres måde bidrager de positivt til klimakampen - fx gennem specifikke klimatiltag, fokusskabende aktiviteter eller oplysning og rådgivning. Har du forslag til en organisation, vi skal tage kontakt til, eller er du selv en del af en grøn organisation, så tag endelig fat i os og lad os tale om et samarbejde. Nederst på denne side kan du se de organisationer, vi samarbejder med.

Sådan giver vi sammen 5% når du handler

5% af alle køb sender vi videre til grønne organisationer - uden at det koster dig mere, end prisen for de varer du har valgt. Dvs. hvis du køber for 500,- kr. donerer vi 25,- kr. til den organisation du vælger ved tjek-ud. To gange om året, sommer og vinter, samler vi beløbene og donerer dem samlet til de enkelte organisationer. På den måde begrænser vi administrationen - både hos os og hos modtagerne. 

Da vi beregner donationen fra vores omsætning og ikke vores overskud, er ordningen altid helt transparent og påvirkes ikke af vores skiftende udgifter. Donationen gennemføres uanset størrelsen på vores overskud i den forgangne periode.

Er priserne så vildt høje?

Nej tværtimod. Disse donationer er vores lille bidrag til jordens fremtid, og det kan vi gøre ved at holde fokus på vores øvrige udgifter og administration - uden at hæve vores priser. Priserne på Mulaku.dk er oftest nogle af de laveste du kan finde, og sådan skal det blive ved med at være. Til gengæld er vi dybt afhængige af vores kunder. At I vælger at handle hos os og hjælper med at opretholde vores eksistens, så vi sammen kan øge vores fælles bidrag til en grønnere verden.

De grønne organisationer vi samarbejder med

Vi bestræber os på at have et godt og overskueligt udvalg af organisationer at vælge mellem, når du skal beslutte, hvem der skal modtage donationen fra dit køb. Her kan du se hvem vi samarbejder med, og hvem der kan modtage din donation. Og har du svært ved at vælge, så gør det ikke noget. De gør alle et fremragende arbejde for vores fantastiske jord.

Læs mere om organisationerne nedenfor.

Verdens Skove
Verdens Skove er en dansk miljøorganisation, som arbejder for bevarelse og bæredygtig brug af verdens skove - både de danske skove og regnskoven. De sætter skoven på den politiske dagsorden og oplyser om de problemer, der opstår - særligt i forhold til klimaet - når skovene ødelægges, og den vilde natur forsvinder.

Dansk Vegetarisk Forening
Dansk Vegetarisk Forening arbejder for at fremme vegetarisk levevis samt oplyse om fordelene ved at skære ned på animalske produkter – såvel for dyr og mennesker som af hensyn til global bæredygtighed. Når du støtter DVF’s arbejde, støtter du konkrete resultater, der gør en målbar forskel.

Den Danske Naturfond
Den Danske Naturfond vil skabe et Danmark med bedre plads til dyr og planter, hvor alle kan opleve storslået natur på naturens betingelser. Fonden arbejder i hele landet og forfølger sit formål ved at opkøbe jord, hvor naturen genoprettes, plejes og sikres for eftertiden.

Plastic Change
Plastic Change er en dansk miljøorganisation med et ambitiøst internationalt sigte, der arbejder hårdt med at knække den stigende kurve over plastikspild. Plastik er overalt – på land og til vands. Tre generationers forbrug af plastik har sat sine spor. Kun en lille del bliver genbrugt eller destrueret. Resten ligger i naturen i hundredvis af år.

Rådet for Grøn Omstilling
Klimakrisen kræver handling herhjemme og globalt, og Danmark bør gå forrest. Vi skal både sænke vores CO2-udledninger lokalt og de udledninger, vores forbrug medfører i udlandet. Rådet for Grøn Omstilling arbejder intensivt med klimaet men også med et bredt felt af andre emner inden for miljø- og klimaområdet.